Vi var ved at kunne se enden på måneders totalrenovering af vores kommende drømmehus. Vi var i fuld gang med flyttekasser, flyttekaos, vuggestueindkøring og ikke mindst projekt-”mor retur til virkeligheden efter barsel”… Og midt i alt det fandt vi os selv stå på 3. sal i vores daværende lejlighed og omfavne hinanden fyldt til randen af en blanding af vild lykkefølelse og ”wooow, hvad har vi rodet os ud i?!?”-følelse, da der på den lille, hvide pind på kanten af håndvasken havde indfundet sig to smukke, røde streger.

20151029_113854

Ikke at det burde komme bag på os. En to’er var bestemt et skib, som var sat i vandet, og højtønsket! Vi har hele tiden ønsket at få børn med max to år imellem, så at det alligevel var så overrumplende for mig med de to streger, kom faktisk bag på mig. Lykken var da også stor, og mandens træfsikkerhed blev båret med stolthed 😉 Men det hele var krydret med stor ydmyghed og lidt angst for, hvad det var, vi egentlig havde rodet os ud i.

Det var slut januar, huset var halvfærdigt og her stod vi så; Phil aka min bedre halvdel, babydaddy, 37-årig (dansk-) lærer immigreret fra England, Alma aka den førstefødte på knapt 11 måneder og så undertegnede; Nanna, 27, just tilbagevendt til jobbet som lærer og nu pludselig gravid – igen…


20160312_125226

Baby Alma skulle snart være den store – min lille, bitte, højtelskede, lille, førstefødte, LILLE pige skulle om mindre end 8 måneder være storesøster!?!! Hvad havde vi dog gjort?! De næste par uger var – udover at arbejde og pakke vores liv i vores 3.sals-lejlighed i flyttekasser, fyld
t med tanker om fremtiden som familie på fire, mor til to og ikke mindst mor til pseudotvillinger; Har jeg kærlighed nok til to? Kan jeg elske dem begge lige højt? Skulle vi have ventet lidt? Er det synd for Alam at skulle dele mor og far allerede? Og en masse andre spørgsmål i den boldgade, som alle mødre sikkert har stillet sig selv?!

En god, våd tudetur og en lang snak med babydaddy skulle der til, før jeg kunne lade lykkefølelsen og glæden overtage den dårlige samvittighed og bekymringerne omkring projekt-septemberbaby. Altså ikke at tankerne og bekymringerne bare forsvandt herefter (– gør de nogensinde det, når man er blevet mor???), men skønne tanker om to små banditter, som vil få SÅ meget glæde af hinanden, snak om navne, indretning af babyværelse og indkøb af søskendeslæde (jep, sådan en skal man jo også bruge, når storesøster kun er 19 måneder) overtog bare. <3
Kort tid efter stod den på flytning, indretning og hverdag med 120 km i timen. Og der stod vi så; Netop rykket ind i vores fantastiske, nyrenoverede drømmehus med vores dejlige 1årige tumling og med det obligatoriske sort-hvid-billede i hånden forestillende den lille bandit, som snart skulle gøre Alma selskab.


20160321_191844-1_new

De første 12 uger af graviditeten var blæst forbi – nuvel, de var da ikke blæst hurtigere forbi end, at de havde medbragt kvalme og den uovervindelige graviditetstræthed. Jeg skal hilse at sige, at det var noget nemmere at tage sig en gedigen morfar under første graviditet, end det var med en 1årig tumling kravlende i sofaen, mens der friskt serveres legemad af træ og der stolt peges på øjne (læs: prikkes øjne ud) og stikkes fingre i næsen.

Der er mere graviditetssnak – misdannelsesscanning, kønssnak og fødselstanker i næste blogindlæg. Håber, du vil læse med 🙂

Følg også gerne med på instagram: @nansemk

screenshot_20161103-144739

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *